Veninde snydt for depositum – en vigtig lektie for lejere

Veninde snydt for depositum – en vigtig lektie for lejere
At dele en lejebolig er en populær løsning for studerende og unge voksne, der ønsker at bo i storbyen, hvor boligudgiften for det meste presser budgettet. Men uden klare aftaler kan det ende i økonomiske og juridiske problemer. Det oplevede Ida, da hun flyttede ind som lejer hos sin veninde Alma.
Ida og Alma havde en uformel aftale om, at Ida betalte en del af depositummet til Alma, da hun flyttede ind. Men da Ida endelig skulle til at flytte, opstod problemerne. Alma anerkendte, at Ida havde penge til gode, men tiden gik uden tilbagebetaling. Først kom der undskyldninger, så begyndte hun at trække tiden ud, og til sidst stoppede hun helt med at svare.
Ida følte sig magtesløs og overvejede at opgive kampen for sit depositum. Hun vidste, at hun havde krav på pengene, men manglede ressourcerne til at føre sagen videre. Heldigvis faldt hun over RentersHero – en platform, hvor vi hjælper med juridisk hjælp til selvhjælp, og om nødvendigt overtager sagen. Med RentersHero fik hun klarhed over sin sag. Hun fik indsigt i sine rettigheder og i det forløb, der ville føre til, at hun kunne få pengene tilbage. Sagen blev anlagt ved fogedretten. På trods af, at Alma blev informeret om en officiel afgørelse, der pålagde hende at betale det skyldige beløb til Ida, valgte hun fortsat at ignorere henvendelserne. Hun blev derfor indkaldt af fogedretten, så der kunne fastlægges en betalingsordning – men hun udeblev. Som konsekvens blev sagen overdraget til politiet, hvilket gav myndighederne tilladelse til at hente Alma og føre hende i retten. Først da reagerede Alma – og mødte omsider op! Her indgik hun en afdragsordning, hvilket betød, at Ida endelig kunne få sit depositum tilbage.
Det var i denne sag nødvendigt med et pres fra en professionel instans, og Ida fik sine penge tilbage uden yderligere personlig konfrontation med sin tidligere veninde.
En vigtig lektie for lejere i deleboliger
Idas historie er ikke enestående. Ifølge undersøgelser bor næsten halvdelen af alle studerende i deleboliger, og uden klare aftaler kan det føre til konflikter, særligt når det gælder økonomi. Mange overser betydningen af en skriftlig lejekontrakt og en aftale om depositum, når de flytter sammen med venner eller bekendte.
Når flere bor sammen i en lejebolig, er det ofte kun én person – hovedlejeren – der står på kontrakten med udlejeren. Fremlejere, som Ida var i dette tilfælde, bør altid sikre sig en fremlejekontrakt, der præciserer deres rettigheder og pligter. Det samme gælder en skriftlig aftale om depositummet. Hvem har betalt hvad, og hvordan skal det refunderes ved fraflytning? Uden disse aftaler kan en ellers god bofællesskabsoplevelse ende i frustration og økonomiske tab.
En vigtig lektie for hovedlejeren
For Alma blev den manglende tilbagebetaling ikke kun et spørgsmål om et ødelagt venskab – det blev også dyrere, end hvis hun havde handlet korrekt fra begyndelsen. I stedet for blot at tilbagebetale de 10.000 kr. i depositum, som Ida havde krav på, endte Alma med at skulle betale over 15.000 kr., fordi sagen blev ført gennem fogedretten og medførte ekstra sagsomkostninger. En gæld forsvinder ikke bare, fordi man vælger at ignorere den – den vil forfølge én, så længe modparten vælger at stå fast og forfølge deres rettigheder.
Som hovedlejer fungerer man i praksis som en slags mellemled mellem udlejer og fremlejer. Derfor er det afgørende at agere ansvarligt og gennemsigtigt, så begge parter er trygge. Gode venskaber og gode bofællesskaber begynder med klare aftaler – også når det handler om penge.
Sådan undgår du konflikter om depositum
For at undgå lignende situationer anbefaler RentersHero følgende:
- Lav en skriftlig aftale om depositummet mellem hovedlejer og fremlejere. Hvem har betalt hvor meget, og hvornår skal det tilbagebetales?
- Sørg for en fremlejekontrakt på skrift, der præciserer rettigheder og pligter for alle parter.
- Få dokumentation – kvitteringer og skriftlig kommunikation om depositum kan være afgørende, hvis en konflikt opstår.
Manglende klare aftaler kan føre til unødvendige konflikter og økonomiske tab, men med de rette foranstaltninger kan lejere beskytte sig selv. Idas historie er en vigtig påmindelse om, hvor vigtigt det er at få styr på det praktiske, når man flytter sammen med andre – også når det er din gode veninde. Den mindste misforståelse kan føre til den største konflikt. Sørg ALTID for klare rammer og aftaler!
Navnene er anonymiserede
Svar